På denne side vil jeg samle tekster og billeder der giver oplysninger og billeder af muslingedyrkning i Vejle Fjord. Jeg håber interesserede læsere vi bidrage med tekster, minder, tabeller og fotos
Vejle Museerne oplyser følgende om køkkenmøddinger: Med hensyn til køkkenmøddingerne ved Vejle Fjord, så er der ikke lavet nogen gode undersøgelser.
En enkelt ved Jørgasvej i Bredballe er i 1904 beskrevet af inspektør ved Nationalmuseet Georg Sarauw. Det er at finde på Fund og Fortidsminder.
Jærnalders Skaldynge. Paa Skrænten ned mod Stranden, i en Længde af omtr. 20 M. er Jorden blandet med Skaller at Cardium (hjertemusling), Mytilens (blå?muslinger), Littorina (Littorinasnegl) og faa Ostrea (Østers) (kun set 1 lille Overskal) samt Kul og ildskørnede Sten, men intet Flintaffald. Der fandtes kun et enkelt lille Jærnalders Potteskaar; saadanne vare ikke tidligere bemærkede. Ved Afgravning og Udjævning af Skrænten er Laget en Del forstyrret. Laget Tykkelse ikke bestemt. Dyrket i Ager.
…
Gruber med skallag fra stenalder (som måske er bunden af en skaldynge?) er observeret inde på Søndergade i Vejle.
s.430
Om Fiskeriet paa Fjorden omkring ved Aaret 1770 skriver Amtmand Hans de Hofman: »Fiskeriet i Fjorden og Aaerne ved Veile hjælper meget til Indvaanernes lette Føde. Her fanges nogle Laks, men liere større Ørreder. Den bedste Fangst er Torsk, Vaar- og Høstsild, Flynder, Plæder, Makrel, Horn givere, smaa Aal, Aalqvabber, et Slags smaa Sild, kaldet Rager (Brislinger?), Muslinger eller Skiælfisk, Ræger eller Krøker, Stenbidere, Krebs og undertiden Stør, dertil nogle Giedder og Aborrer i Aaerne
s.437
Muslinger fiskes i Inderfjorden i temmelig stor mængde paa Pæle; og de ere ganske fortrinlige; Grundens Eier og en Fisker lager gerne halvt; og Pælene staae i tre Aar urørte
s.439
…
Vejle Fjord besøgtes i det nævnte Aar sammen med andre Fjorde paa Østkysten af Skuespiller A. J. Schmidth, der var udsendt af Indenrigsminister D. G. Monrad. Det kunne synes underligt, at Ministeriets Valg var falden paa en Skuespiller til et saa omfattende Hverv; men en Gennemlæsning af hans Indberetninger og hans Dagbog viser os, at han var den rette Mand til Arbejdet. Vi ser ham gaa grundigt til Værks i sine Undersøgelser af Fiskearter, Fiskemaader, Fiskefartøjer, Fiskeredskaber m. v. Vi ser ham som en Mand med Udsyn og Fremsyn, og mange af hans stillede Forslag er forlængst gennemførte. Schmidth kom her paa Fjorden i Juni 1863. Om sit Besøg her skriver han: »I Vejle By lever der 12 Fiskere, hvoraf de 7 udelukkende ernære sig ved Fiskeri, fornemmelig af Aalefangst i det indre af Fjorden. Een Fisker fanger Ørred i Garn, hvoraf han har 10 paa 30 å 32 Favne Rad. Fiskernes samlede Antal ved Fjorden angives og anslaaes til 68, Bundgarnene til 12, Vaaddenes til 22, Flyndergarn har enhver fra 4—20 og af Kroge et ubestemt Antal. Aaleruser sættes paa den nordre Side af Fjorden. Her er Sild, fra Isen gaar til op til Midten af Maj, Horn fisk fra først i Maj til Hundedagene kommer, og her er Torsk hele Aaret — dog flest i September og i Maj. Ørred fanges nu og da baade i Bundgarn og i Vaad. Ørred, Aal og Muslinger findes her i betydelig Mængde.
s.440
A. J. Schmidth (1863): Ligeledes fanges her paa Fjorden fra Arilds Tid en Mængde Muslinger paa Pæle, som bliver optagne og røgtede hvert tredie Aar. Disse Muslinger bliver da nedlagde med Eddike og Krydderier i smaa Tønder og sendes omkring til Aarhus, Kjøbenhavn osv.
s445
…
Vejle Fjord er et af de faa Steder i vort Land, hvor der fra gammel Tid har været drevet en rationel Muslingeopdræt. Smaa Træer af Bøg, Ask o. a., men helst Bøg, af kvistes paa Stammen og trykkes ned i den bløde Bund i en 4—6 m Vand, saa de øverste Kviste netop staar i Vandskorpen ved Lavvande. Muslingerne fæster sig da som ganske smaa paa Stammer og Grene, og naar Træet har staaet i tre til fire Aar, kan Muslingerne høstes. Træerne, ofte i et Tal til helt op til et Par Tusinde, sættes i Stader i regelmæssige Firkanter, der
s.446
gerne er delt i fire Afdelinger, saa der kan høstes en Afdeling hvert Aar.
Muslingerne sælges enten friske eller syltes og gaar i Handelen som »Vejle Pælemuslinger«.
s.492
Fru Jensine Thomsen:
…
Som tyveaarig blev jeg gift med Ungkarl Jens Tanderbæk Thomsen ude fra Barrittyk. Han var nogle Aar ældre end jeg; men vi gik godt sammen ind i vort fælles Arbejde med at passe vor Ejendom, hvor vi af Hensyn til vor Forretning altid holdt en Hest foruden vore Køer, — og med vor Forretning særlig med røgede Varer fra vort eget Røgeri. Det forekommer mig, at vi var helt dygtige til vort Arbejde; thi vi havde altid saa let ved at sælge, hvad vi havde at tilbyde. Vi kørte ud med Hest og Vogn og kom derved ret vidt omkring: til Vejle, Horsens, Skanderborg, Silkeborg og Viborg med Sild, Laks, Makrel m. m. Vi kørte til Fredericia med Muslinger i Muslingetiden. Det var et værre Slæb med de Muslinger. Vi havde selv et Muslingestade i Kompagni med Fisker Jens Madsen, og det gav gerne godt. Om Vinteren kørte vi nu og da til Kolding med Vildænder. — Vi førte saaledes et uroligt og til sine Tider et strengt Liv, især om Vinteren med de mange kolde Ture.
…
§10 Muslingefangst
Nye stader til Muslingefangst må ikke indtages, - så Staderne ikke indtage større Område end nu ved denne Vedtægts Stadfæstelse. De forladte stader er det tilladt Andre at indtage. Pælenes top maa ikke afhugges. Hvert Muslingestade skal afmærkes i alle 4 hjørner med Mærkeris, der rager mindst 6 fod op over daglig Vandstand.
Nedenstående tekst er kopieret fra
Rigsdagstidende 1915-16 Tillæg B spalte 1-3360
Spalte 323/324 af 3359/3360
s.54
Muslingerne sælges friske eller syltes og gaar i Handelen som »Vejle Pælemuslinger«. Fjordfangsten i 1934 angives at have indbragt mere end 100,000 Kr., fordelt saaledes paa de vigtigste Fiskerier:
1.Rødspætte. ca. 10,000
2.Skrubbe. 8,000
3.Ising. 4,000
4.Torsk. 26,000
5.Sild. 10,000
6.Ørred. 5,000
7.Vaadaal. 22,000
8.Andre Aal. 10,000
9.Agn. 5,000
10.Muslinger. 1,500
§ 13.. Pæle til Muslingefiskeri maa kun anbringes
paa steder, hvor de efter Fiskerikontrollens Skøn
ikke kan afstedkomme Fare for Sejlads eller
Hindring for Udøvelse af andet Fiskeri.
Et Stade til Muslingefiskeri skal udsættes i Firkant
med de længste Sider i Firkanten parallel med Land
og skal i hvert Hjørne være afmærket med en Pæl,
paa hvis Top der skal være anbragt et ballonlignende
Legeme, som har en Størrelse af mindst 30
Centimeter og rager mindst 2 Meter over Vandet.
Hvor Staderne har en Udstrækning af mere end 100
Meter, skal der for hver 100 Meter anbringes en
Stage uden Topbetegnelse, hvilken Stage skal rage
mindst 2 Meter over Vandet.
s122ff
…
Muslingeskrab fra båd var før 1940 blevet praktiseret i Vejle Fjord af udenfjordsfiskere. Under besættelsen fik de lokale fiskere øjnene op for skraberiet, og kun enkelte fortsatte med det omfattende arbejde med dyrkning af pælemuslinger. De skrabede muslinger blev afsat til muslingekogerier i Strib, Kolding og et lille nyoprettet kogeri ved Ankærhage ejet af fabrikanterne Petersen og Olaf Olsen, Brejning. I sommeren 1943 ansøgte Petersen og Olsen om tilladelse til at oprette et større muslingekogeri i Vejle. Sundhedskommissionen med formanden borgmester N.P. Jensen i spidsen tog på inspektionstur til muslingekogeriet i Horsens, hvorefter de gav tilladelse til anlæggelse af et kogeri i den ene ende af den gamle eksportstald ved Sydkajen på Vejle Havn. 40 kvinder var fra begyndelsen ansat til at befri de dampkogte muslinger fra deres skaller. Fabrikken var så stor, at de lokale fiskere ikke længere behøvede sejle sydpå med deres skrabede muslinger. Petersen og Olsen afsatte deres nedsyltede muslinger til et eksportørfirma i Lyngøre ved Limfjorden.
I april 1944 stødte muslingeskraberne på en stor uopdaget banke ved Træskohage. Ejerne af muslingekogeriet åndende lettet op, for man mente ellers allerede på dette tidlige tidspunkt, at der ikke var én cm tilbage af fjordbunden, som fiskerne ikke havde skrabet tom for udvoksede muslinger. Fjordens formentlig sidste pælemuslingedyrker, Marinus Nielsen Dahl, gav ikke den voldsomme konkurrence fra muslingeskraberne skylden for, at han til sidst måtte indstille dyrkningen. I stedet gav han den voksende bestand af søstjerner ovenpå ålegræssygen skylden for, at muslingeynglen forsvandt.
Tore Teglbjerg: Fiskeriets historie Vejle Fjord …
s129
I 1948 besluttede Josephsen derfor at etablere Vejle Muslingeindustri. Muslingerne blev kogt i et baglokale til fiskehandlerforretningen. Under de trange pladsforhold måtte der arbejdes i toholdsdrift. Josephsen var i en periode formand for Vejle og Omegns Fiskehandlerforening. I begyndelsen af 1960'erne valgte han helt at hellige sig muslingeproduktionen, og han flyttede derfor virksomheden til en mere rummelig fabriksbygning i den lille landsby Haraldskær ved Vejle Å. Forretningen gik strygende, og efter blot tre år måtte der opføres en ny fabrikshal for at kunne følge med efterspørgslen. Rensningen af muslingerne blev varetaget af kvindelige arbejdere ansat på akkord.
I 1950'erne besluttede ejeren af Havnens Fiskehus og Røgeri, Anders Kai Andersen, at kopiere Vejle Muslinge- industris succes. I tilknytning til sit røgeri ved Bredballe Strand etablerede han derfor et muslingekogeri. Fra april til oktober blev op til halvandet tons muslinger skrabet om dagen og bragt ind til kogeriet. Fire-fem damer var ansat til at koge dagsfangsten og derpå pille indmaden ud. Muslingerne blev eksporteret til England og solgt på hjemmemarkedet.
Muslingeskrab og fjorddød Tore Teglbjærg: Fiskeriets historie Vejle Fjord …
s134ff
Garn- og rusefiskeriet i Vejle Fjord blev holdt i live af den i 1978 grundlagte Vejle Fjord og Omegns Amatørfiskerforening samt af enkelte af fjordens tidligere erhvervsfiskere (nu bierhvervsfiskere eller uorganiserede amatørfiskere). Det hændte også, at fremmede erhvervsfiskere fra f.eks. Skærbæk gæstede fjorden. For fuldtidserhvervsfiskere var det økonomiske udbytte ved fjordfiskeriet generelt sølle, mens amatør- og bierhvervsfiskerne kunne glæde sig over lejlighedsvise store fangster af ål og stimefisk.
Bortset fra gæstende erhvervsfiskere og de enkelte lokale bierhvervsfiskere så var muslingeskraberiet det eneste tilbageværende kommercielle fiskeri i Vejle Fjord. Vejle Muslingeindustri i den lille landsby Haraldskær var i 1979 blevet overtaget af to risikovillige iværksættere, Laurits Sørensen og Jens Erik Christiansen. De havde erfaring med konservesproduktion fra fabrikken Samodan i Nykøbing F. Den forsømte muslingefabrik havde 27 arbejdere ved overtagelsen. Sørensen og Christiansen øgede arbejds- styrken til 40 og investerede på seks år 28 mio. kr. i moderne produktionsudstyr såsom et kogeanlæg, et rensningsanlæg til kogevandet og samlebånd. Investeringerne gav straks pote. Omsætningen steg fra syv mio. kr. i 1979 til imponerende 45 mio. kr. i 1985. Foruden konserves solgte fabrikken også dybfrosne blåmuslinger.
En række både leverede fast til Vejle Muslingeindustri A/S. Muslingefiskerne fik en grundpris pr. renset tons på ca. 500 kr. Vejle Fjord kunne ikke levere blåmuslinger i de enorme mængder, fabrikken efterspurgte, derfor blev der også tilført muslinger fra Limfjorden og Vadehavet. I 1985 blev der hver arbejdsdag fremstillet 50.000 dåser og glas af 100 tons leverede muslinger. Det gjorde virksom- heden til den anden største muslingeproducent herhjemme. 75% af produktionen blev eksporteret til 40 lande verden over. Successen gik ikke ubemærket hen. Børsen (13.09.1985) bragte et længere interview med Laurits Sørensen. Direktøren mente, at fabrikken let kunne omsætte for 80 mio. kr. om året, hvis den kunne opnå dispensation til tomandshold. Placeringen ved Vejle Å gav fabrikken adgang til at udlede spildevand i Vejle Å, men naboerne var ikke begejstrede for larmen og lugten, når muslingerne skulle omlades fra store, åbne containere til transport- bånd. Den manglende dispensation betød, at virksomheden noget usædvanligt havde måttet hæve prisen for at dæmpe efterspørgslen. Den inden- og udenlandske efterspørgsel var stadig høj i 1990, hvor Miljøministeriet til- delte muslingeindustrien et hårdt slag.
Miljøministeriet var blevet oprettet i 1971 som Ministeriet for Forureningsbekæmpelse. Det var ikke noget populært ministerium. Mange erhverv, politikere og privat- personer havde i efterkrigstiden vægtet vækst frem for forureningsbekæmpelse. Så længe forureningen ikke blev udledt direkte i åerne og havene, blev der ikke stillet skrappe krav til fabrikkerne, landbruget m.fl. Et af mange grelle eksempler herpå var tilladelsen til, at kemikalievirksomheden Cheminova i 1957 måtte oprette et kemisk affaldsdepot ved Vesterhavet. Siden da har giftige kviksølvforbindelser fra det utætte affaldsdepot sivet ud i Vesterhavet. Den senest offentliggjorte af disse utilgivelige miljøkatastrofer er Shells forurening ved Fredericia, der potentielt kan få katastrofale følger for det i forvejen sårbare liv i Lillebælt.
Vadehavet var et vigtigt muslingeskraberiområde. I 1985 besluttede politikerne at frede Vadehavet. Fem ár senere strammede miljøminister Lone Dybkjær (R) fredningsbestemmelserne, så der blev indført et midlertidigt totalt stop for rovfiskeriet på blåmuslingebankerne. Fiskeriminister Kent Kirk (K) og fiskeriorganisationerne protesterede kraftigt. De mente ikke, at der var tale om rovfiskeri. Deres vrede blev ikke mindre af, at miljøministeren ikke ville gå med til at oprette kulturbanker med blåmuslinger i Vadehavet. For Sørensen og Christiansen må for- buddet være kommet som lidt af en overraskelse, for siden 1988 havde Vejle Muslingeindustri A/S bidraget med produktionsteknisk bistand til et projekt involverende bl.a. netop Miljøstyrelsen, hvis formål var at finde ud af, om rensning og sortering af muslingerne om bord på kutterne kunne gavne miljøet.
Forbuddet mod muslingefiskeriet i Vadehavet betød, at muslingeindustrien forøgede sine fangster i andre danske farvande. Fra 1985 til 1992 blev muslingeskraberiet i f.eks. Limfjorden næsten fordoblet fra ca. 60.000 tons om året til 110.000 tons. I januar 1992 rettede Vejle Amt en henvendelse til Fiskeriministeriet. Amtet ønskede indflydelse på, hvor der måtte skrabes muslinger, da man frygtede, at det omfattende muslingefiskeri ville ødelægge plante- og dyrelivet i Vejle Fjord. Fiskeriministeriet ville ikke afgive indflydelse, og året efter gav det tilladelse til, at en af landets største muslingefarme kunne oprettes i Vejle Fjord. Det var meningen, at farmen skulle ligge ud for Tirsbæk og bestå af 2.000 flydende, fastgjorte tønder. Fra tønderne skulle hænges tovværk, på hvilket muslingerne skulle gro. Fra et miljømæssigt synspunkt var far- men ikke uproblematisk, eftersom der var risiko for slam- ophobning ved nedfald af ekskrementer fra blåmuslingerne. Visuelt var der tale om en skamfering af fjorden, og samtidig ville det gå ud over en af fjordens bedste badestrande. Farmen blev ikke til noget.
Kort efter diskussionen om oprettelsen af muslingefarmen i Vejle Fjord rettede de 54 muslingefiskere i Limfjorden samt Danmarks Fiskeri- og Havundersøgelser (grund- lagt i 1952 v. sammenlægning af Biologisk Station og Kommissionen for Danmarks Fiskeri- og Havundersøgelser i, miljøeksperter og miljøorganisationer opmærksomheden mod Limfjordens truede muslingebestande. Muslinge- fiskerne foreslog selv at lægge større dele af Limfjorden "brak" for muslingefiskeri i perioder, mens de mest uforsonlige miljøeksperter helt ville have skraberiet forbudt, da metoden ødelagde ålegræsbevoksningen, og dermed for- ringede fiskenes levevilkår og det øvrige marine miljø.
Fiskeriministeriet var på muslingefiskernes side. I august 1994 havde Fiskeriministeriet dog intet andet valg end at nedlægge forbud mod muslingeskraberi i Isefjorden i Nordsjælland. Det skyldtes, at den misligholdte fjord var fuld af alger. Man frygtede, at algerne kunne udvikle giften DSP. Muslingerne ville optage giften fra algerne, og når mennesket spiste muslingerne, kunne det forårsage diarré.
Midt i disse krisetider fandtes der fem muslingeproducenter herhjemme. Det skandinaviske Abba Seafoods A/S' afdeling i Nørresundby var landets største. I 1993 investerede Abba Seafoods og Vejle Muslingeindustri i fællesskab knap 30 millioner kr. i et muslingerenseri på Nykøbing Mors. Den modige investering bar ikke frugt for Vejle Muslingeindustri A/S. Den 20. december 1995 blev alle medarbejdere på fabrikken i Haraldskær sendt hjem, og der blev indgivet konkursbegæring.
Ifølge direktør Laurits Sørensen lå der flere årsager bag konkursen. Der måtte årligt fiskes 110.000 tons muslinger i Limfjorden. To varme somre havde ført til reducerede bestande, og alt for mange af de skrabede muslinger var tomme eller under mindstemålet. Man havde forsøgt at kompensere for det svigtende Limfjords-fiskeri ved at øge skraberiet i de østjyske fjorde, men kvaliteten af de østjyske muslinger var for ringe. Råvarepriserne var ligeledes steget i takt med det svigtende fiskeri. Endelig var konkurrencen fra Kina, Spanien, Tyrkiet, New Zealand mfl. blevet skærpet. Vejle Muslingeindustris indtjening var som følge heraf styrtdykket, og derfor kunne man ikke betale virksomhedens lån. Efter konkursen blev Vejle Muslingeindustri politianmeldt af Vejle Amt, fordi den havde dumpet bjerge af muslingeskaller i Kærbølling Skov, selvom den kun havde tilladelse til at sprede et fint lag på skovstierne.
Muslingeskraberiet i Vejle Fjord ophørte ikke med den lokale virksomheds konkurs. I foråret 1997 tog Vejle Amt atter engang kontakt til Fiskeriministeriet for at klage over muslingeskraberiet og den manglende regulering. Der var på dette tidspunkt syv muslingefiskere i Østjylland. Modsat i Limfjorden fandtes der i Østjylland ingen regler for, hvor tæt på kysten muslingefiskerne måtte skrabe. Den eneste begrænsning lød, at muslingeskibene mindst måtte stikke 1,4 meter. Det førte ifølge amtet til, at muslingefiskerne skrabede det miljømæssige livsvigtige ålegræs løs med rode. Muslingefiskerne nægtede, at dette var tilfældet. Uanset om ålegræsset tog skade eller ej, så var muslingeskraberiet til stor skade for fjorden. Blåmuslingerne var fjordens naturlige forsvar mod iltsvind skabt af primært landbrugets udledning af næringssalte. I efterkrigstiden kunne fjordens muslingebestande slet ikke rense vandet i samme tempo, som landbruget forurenede det. Når muslingefiskerne samtidig skrabede muslingebankerne, så det for alvor sort ud for fjorden. Besætningen på Vejle Amts miljøskib "Tyra" kunne i efteråret 1997 konstatere, at fjordens koncentration af næringssalte og alger var ved at være kritisk høj, hvilket i værste fald ville føre til, at ilten i vandet forsvandt og dermed fjorddød. Alvoren understregedes af prøvefiskeri i fjorden udført af for- manden for Vejle Fjord og Omegns Amatørfiskerforening, Leif Struve Christensen. Han havde siden 1984 prøvefi- sket i fjorden for Danmarks Fiskeri- og Havundersøgelser og taget aktiv del i forureningsbekæmpelsen i Vejle Fjord. I 1997 havde han ni garn på hver 45 meter i fjorden. De gav et bedrøveligt udbytte, og de ganske få fisk, der trods alt gik i garnene, var døde af iltmangel ved ophalingen.
Fødevareminister Henrik Dam Kristensen (S) og miljøminister Svend Auken (S) blev involveret i striden mel- lem på den ene side muslingeindustrien samt Danmarks Fiskeriforening og på den anden side Vejle Amt, lystfiskere og naturorganisationer. I over et år rasede striden, in- den det i december 1998 blev besluttet at indføre fangst- begrænsninger for muslingeskraberiet i fjordene i Vejle Amt. For Vejle Fjords vedkommende blev det forbudt at skrabe i ca. 10% af fjorden.
Man havde dårligt nok nået at vedtage fangstrestriktionerne, før Fødevaredirektoratet indførte et midlertid stop for muslingefiskeri i de østjyske og nordfynske fjorde, fordi man mistænkte muslingerne for at indeholde farlige koncentrationer af ti forskellige miljøgifte. Giftene stammede bl.a. fra skibsmaling. Fra 2000 til 2004 blev der ikke skrabet muslinger i Vejle Fjord. Det betød ikke, at muslingebestandene reetablerede sig, for nu gik iltsvindet for alvor ud over livet i fjorden. I februar 2003 konstaterede Vejle Amts biologer, at dyrelivet i Vejle inderfjord var faldet med 30-50% siden sidste år. Muslingearter, krebsedyr og børsteorme var blandt de arter, som oplevede størst tilbagegang. I yderfjorden døde helt op mod 98 procent af bunddyrene. I 2002 lanceredes et større naturgenopretningsprojekt i Vejle Fjord. Vejle Amt, Vejle Kommune, Vejle Fjord og Omegns Amatørfiskerforening, Saltvandsfiskeren Vejle og Danmarks Fiskeriundersøgelser (tidl. Danmarks Fiskeri-og Havundersøgelser) ville genetablere biogene rev ved at udsprede tonsvis af blåmuslingeskaller fra muslingeindustrien løst på fjordbunden og i netposer. De kunstige rev skulle kompensere for de bortskrabede muslingebanker og stenfiskeriets fjernelse af større sten. Man håbede forventede, at fritlevende muslingeyngel ville fæstnes til muslingeskallerne. De første kunstige muslingebanker blev etableret i 2005 ved Munkebjerg. I første omgang skete der ikke det store. Det kunne skyldes store forekomster af strandkrabber, eller at muslingeskallerne ikke udgjorde et tilstrækkeligt stabilt grundlag. Der blev imidlertid observeret en lidt højere diversitet af epifauna, og man valgte derfor at fortsætte projektet.
Leif Struve Christensen og Vejle Fjord og Omegns Amatør-fiskerforening stod for den tidskrævende opgave med at fremstille 300 store netposer. De fik hjælp af Vejle Amts entreprenørafdeling til at fylde netposerne med muslingeskaller.
Samtidig med naturgenopretningsprojektet genoptog muslingefiskerne skraberiet. I 2005 blev der fisket 1.400 tons blåmuslinger og de følgende to år næsten 2.000 tons årligt. Atter engang måtte Folketinget involveres i sagen. Fødevareminister Hans Chr. Schmidt (V) ville til at begynde med tilsyneladende nødig blandes ind i sagen. Da lokalpolitikerne, biologer, Danmarks Fiskeriundersøgelser og andre interesseorganisationer vedblev at protestere over den utilstrækkelige regulering af muslingefiskeriet, åbnede ministeren i 2007 for en drøftelse af sagen mellem Fiskeridirektoratet, muslingefiskerne og miljømyndighederne. Bortset fra enkelte prøveskrab lå muslingefiskeriet nu stille frem til 2012, hvor Natur og Erhvervsstyrelsen gav tilladelse til, at der måtte skrabes 2.000 tons muslinger på Prins Frederiks Grund ved Mørkholt og 1.000 tons ud for Sellerup på syv til tretten meters dybde.
1920erne
